|
|
 |
Ny danmarksrapport
26-10-2011: Læs mere om erhvervsejendomsmarkedet i Aarhus, Aalborg, Odense og Trekantområdet
I starten af 2011 tegnede året til at blive et godt år for erhvervsejendomsbranchen. Der blev handlet flere store ejendomme, og likviditeten var tilsyneladende tilbage i markedet. Især de institutionelle investorer og de velkonsoliderede ejendomsselskaber var aktive på markedet, men også de private investorer.
Men hen over sommeren så Danmark ud til at have kurs mod endnu en recession. Samtidig var der dårligt nyt fra udlandet med hensyn til gældskriser i både USA og Sydeuropa. Dette har påvirket investeringsmarkedet for erhvervsejendomme, hvor aktiviteten faldt i 3. kvartal.
Det er stadig ejendomsinvesteringsmarkedet i Storkøbenhavn, der oplever den største aktivitet, mens det i et vanskeligt marked, som det nuværende, går særligt hårdt ud over provinsbyerne. Aarhus ser dog ud til at være en undtagelse fra denne regel. Byen er således inde i en rivende udvikling, hvor der bl.a. for alvor er kommet gang i byggeriet på de Bynære Havnearealer. I 2012 vil de første boliger således stå klar, og i de kommende år følger både kontordomiciler, uddannelsesinstitutioner, ældreboliger, ungdomsboliger samt et nyt multimediehus.
I Aalborg og Odense udvikler man også tidligere industrigrunde til moderne arealer med plads til både kontorer og boliger. Udviklingen af disse arealer kan være med til at sætte skub i aktiviteten i disse byer og dermed skabe grobund for et øget investeringsniveau. Samtidig melder universiteterne i disse byer om rekordoptag, hvilket på den lange bane kan bidrage til at give byerne et løft i form af et højere uddannelsesniveau.
Sadolin & Albæks “The Danish property market report 2011/2012” giver et overblik over udviklingstendenser i de største erhvervsejendomsmarkeder uden for hovedstadsregionen, nemlig Aarhus, Aalborg, Odense og Trekantområdet, herunder information om såvel bruger- og investeringsmarkedet som væsentlige transaktioner i diverse segmenter og delmarkeder. Rapporten er udarbejdet oktober 2011.
Citat kun mod kildeangivelse.
The Danish property market report 2011/2012:
The Danish property market report 2011/2012
|
 |
|